Et godt produkt skal ikke bare virke – det skal kommunikere. Sådan lyder ét af hovedbudskaberne i Artlincos tilgang til produktudvikling og –design. Et eksempel er en serie værktøjskasser fra den danske producent, raaco International A/S, som Artlinco har udviklet i tæt samarbejde med raacos administrerende direktør, Peter-Thomas Damberg, og raacos udviklingsteam.
Det nye system, som har fået navnet raaco ToolTaco, er indtil videre lanceret i 40 butikker i Danmark og 40 butikker i Sverige. Oveni er raaco ToolTaco at finde på hylderne hos forhandlere i en lang række vesteuropæiske lande.
Artlinco tog udgangspunkt i at skulle udvikle en værkstøjskasse, der kunne opfylde den professionelle håndværkers behov for at flytte værktøj og tilbehør fra bilen til arbejdsstedet på en smart og bekvem måde. På samme tid havde vi fokus på at udvikle et produkt, der afspejlede og kommunikerede raacos værdier klart og tydeligt, og så skulle det selvfølgelig tale direkte til målgruppen.
En anden del af projektet var at etablere et optimalt design-, produktions- og logistiksetup – her var det helt oplagt at lægge en del af produktionen i Kina.
En vigtig del af projektet var at sætte sig ind i brugerens situation og behov, men ikke kun i forhold til det funktionelle. Håndværkere i dag er nemlig langt mere bevidste om mode, design og kvalitet end for blot få år siden.
Derfor blev der helt fra starten lagt vægt på at skabe et design, der kunne understøtte centrale værdier som mentalt overskud, selvtillid og rå styrke.
Der blev gået grundigt til værks i alle faser. Nogle af nøgleordene i udviklingen af raaco Tool Taco var fleksibilitet, ergonomi og fokus på detaljen. Fokus på detaljen ser man f.eks. på bunden af værktøjskassen, som er designet med et spejlvendt logo – på den måde efterlader den sig et fint raaco-aftryk, når håndværkeren sætter den fra sig i sand, sne eller andre bløde underlag.
Navnet er også et godt eksempel – ligesom med de mexicanske taco-skaller, bestemmer man jo selv, hvad, og hvor meget der fyldes i. Indtil videre findes raaco ToolTaco i en 22” og en 24” version med forskelligt tilbehør, bl.a. åbne og lukkede lommer, en savholder og en universalholder til vaterpas, koben mm.